Frimurer fortæller….
Knud er først i 70erne, og har i 2024 afholdt sit 25 års jubilæum i frimureriet. Han fortæller:
“Vi lever i en tid, hvor vi er mere forbundne end nogensinde – og alligevel føler mange sig mere alene end nogensinde før. Teknologien har givet os uendelige muligheder for kontakt, men har samtidig gjort det sværere at finde ægte fællesskab. Det er som om vi har glemt, hvor vigtigt det er – helt ind til sjælen – at høre til nogen.
Som frimurere ved vi, at mennesket ikke er skabt til at være alene. Frimurer tror på, at vi formes og udvikles i samspil med andre. Ikke som konkurrenter – men som brødre.
I samtale, i stilhed, i de frimuriske ritualer og i livet udenfor logesalen.
Et ægte fællesskab er ikke bare et sted, man møder op.
Det er et sted, man møder sig selv – igennem andre. Det er dér, hvor du kan sige “jeg har det svært” uden at blive dømt. Hvor nogen spørger, hvordan du har det – og faktisk venter på svaret. Hvor stilheden også har en værdi, fordi vi ved, vi er sammen i den.
Fællesskab er sundt for sjælen. Det lindrer uro. Det styrker modet. Det minder os om, at vi ikke er alene, når livet rammer. Og at der er nogen, der glæder sig, når det går os godt.
I Frimureriet er fællesskabet ikke en floskel – det er en livsholdning. Det handler om at være der for hinanden, i medgang og modgang. Og det er vigtigt at pointere at – en frimurer er der først og fremmest for de mennesker han omgiver sig med i det daglige – ikke bare for andre frimurer.
Hvis man savner et fælleskab – uanset om man er gammel eller ung – så kan man finde det i frimureriet”
Niels er midt i 80erne og har været medlem af frimurer Ordenen i en menneskealder. Han fortæller:
“For snart 10 år siden mistede jeg min hustru – vi havde været gift i mange år, og vi var godt igang med at nyde vores otium. Det var derfor virkelig hårdt at miste hende – og jeg var i lang tid meget ulykkelig.
I den situation hjalp mine frimuriske relationer mig virkelig. Jeg havde naturligvis min familie, men de kunne jo ikke være om mig hele tiden.
Men jeg var aldrig alene når jeg ikke ønskede det. Jeg fik jævnligt besøg af brødre, som jeg kunne dele min sorg med – men også tale med om andre ting – og på den måde hjalp det mig til lige så stille til, at få forarbejdet min sorg.
Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke jeg havde været medlem af Frimurer Ordenen
Jeg vll stærkt opfordre alle der har interesse i at få et indholdsrigt liv, og ønsker at bevare hjernen skarp – til at søge optagelse i Frimurer Ordenen. Jeg tror på at det sociale liv man får her, uanset alder – holder en ung og giver et langt og godt liv.
Jeg kender til mange brødre som er optaget efter de er blevet 60 eller 70 år. Det er aldrig for sent.
-o-
Vil du vide mere om frimureriet – så tilmeld dig et informations møde her
De her beskrevne erfaringer, er fra et opslag på Facebook. Nedenfor nogle flere indlæg.
Henrik er midt i 40erne, og har været medlem af Frimurer Ordenen i nogle år. Han fortæller:
“Jeg blev virkelig glædeligt overrasket over den venlighed hvormed jeg blev modtaget i sin tid.
Det var oprigtigt og med stort nærvær, at alle mine nye brødre talte til og med mig.
Man følte sig værdsat og interessen for hvem jeg var, var ægte.
Den følelse har jeg stadig, og har taget det til mig, og bragt det videre med mig i livet – det at være til stede, når man møder nye mennesker.
Jeg har i min hverdag et arbejde, hvor jeg ofte er under stort tidspres – det er derfor skønt at komme et sted hvor man tilbringer tiden med mennesker, som er der med det samme formål: at lægge mobil telefonen på hylden, og slappe af i godt selskab. Det har været virkelig godt for mig – og dermed også min familie.
Reelt er frimureriet jo 300 år gammelt, men det oplever man ikke som et problem. Man kan komme og gå som man vil, og systemet er idag tilpasset, så det passer til både dem med et travlt arbejde, studerende, eller dem som er gået på pension.”
Mads er først i 30erne, har været medlem nogle år, og er blevet far for nylig. Han fortæller:
“I mine første år som frimurer kunne jeg give den fuld gas. Jeg brugte en del tid i vinter halvåret på mit frimuriske arbejde – det var virkelig fantastisk at få det indblik som det gav, samtidig med en masse nye venner der delte den samme interesse for livet, og fællesskabet som mig.
Efter jeg er blevet far, kan jeg naturligvis ikke bruge så meget tid på det – familien kommer altid først. I frimureriet siger amn at først kommer familien, så arbejdet, og derefter frimureriet.
Men jeg ved at jeg altid er velkommen når jeg dukker op i frimurerlogen, og når mine børn er blevet større, vil jeg glæde mig til at fordybe mig igen.”