Indblik

På denne side finder du små korte artikler, som beskriver nogle af de elementer, som Frimurerordenen bidrager med i den personlige udvikling.

“Ældgammel” er et ord der ofte dukker op i omtaler af Frimureriet, både eksternt og internt. Og ja, Ordenens principper bygger på historisk gamle grundsten. De grundsten har vi lagt som et fundament. På dette har vi så tilføjet, i sammenligning, “moderne” kuturelle strømninger fra oplysningstiden. Sammen giver det os en vigtig kulturarv, som vi værdsætter at beskytte.

Historiens vingesus mærkes ofte i vores haller. Det er med til at give vores samvær noget af den dybde, vi alle værdsætter og aktivt søger. Her kan vi i rammer bygget netop dertil, måle os selv op mod fordums tids store tænkere og personligheder som i flok også har været på den frimureriske rejse vi selv er.

For nogle kan disse tanker og værdier fremstå arkaiske, med moderne øjne. Vi tror dog på at den ballast, historisk forståelse og perspektiv giver os, er et værktøj som for os er direkte anvendeligt til at skabe vores fremtid og forbedre vores nutid gennem samvær og fremgang. Frimureriet har eksisteret så historisk længe, netop fordi vores værktøjer er universelle, og deres virkning ikke underlagt tidens trends og svingninger.
Kilde: Den Danske Frimurerorden

Fodbold – håndbold og anden sport er alle gode samtaleemner – og er selvfølgelig også noget, vi brødre livligt diskuterer når vi er sammen, men hvis weekendens kampresultater og VAR-afgørelser ikke længere alene giver dig indhold nok, kan det være du er parat til at deltage i de diskussioner vi brødre også har; nemlig om vores ritualer og de moralske og etiske værdier de handler om. Vi mener det er gennem samtaler om vores oplevelser med ritualerne, at vi kan få tændt en flamme under den filosofiske diskussion, som ultimativt fører til selvrefleksion.
 
Vi tror på at refleksion i almenhed og selvrefleksion i særdeleshed fremmer den personlige vækst. Og det er netop dén vækst frimureriet kan tilbyde. Frimureriet kan måske ikke tilbyde vækst i muskelmasse, men hvis personlig vækst også er blevet en vigtig del af din selvforståelse, så kan frimureriet tilbyde dig et sted at vækste i fællesskab.
 
Gennem tidsprøvede redskaber hjælper brødrene hinanden med at udforske menneskelige værdier og personlige overbevisninger i et trygt fællesskab, hvor vi alle kan spille bold op mod hinanden og reflektere over delte oplevelser.
Kilde: Den Danske Frimurerorden

“Hjælp” kan være et svært ord for mange mænd, at få over deres læber. Heldigvis er de fleste mænd gode til at give hjælp, når de bliver spurgt – og det er netop den slags mænd vi er omgivet af i Den Danske Frimurerorden. Hos os er der dog også plads til at brødrene kan bede hinanden om hjælp, når livet gør ondt. Det er en af styrkerne ved vores fællesskab; vi mener nemlig der er en skønhed i at kunne finde styrke i en andens visdom.

Når først vi på den måde har fundet hinanden i et fællesskab af gensidig hjælp, vender vi fællesskabet udad – for vi mener det forpligter at være et fællesskab bygget på ressourcestærke værdier som næstekærlighed og barmhjertighed. Er du også hurtig til at give en hjælpende hånd, så er frimureriet formentlig et sted, du vil finde dig til rette.

Vi lader vores værdier skinne igennem i al vores aktivitet, både den indadvendte og den udadvendte. Frimurerordenen og dens medlemmer er til hver en tid en spejling af det samfund den er del af, derfor ser vi det også som en af vores fremmeste opgaver at hjælpe dét samfund hvor end vi kan. Det gælder både dem som er i stand til at banke på vores dør og bede om hjælp, men så sandelig også dem hvor vi kan se behovet er der, uden først at blive spurgt.

Kilde: Den Danske Frimurerorden

“Livsvidner”
Er et ord mange unge, og især unge mænd, ikke tænker over. Alle statistikker viser ellers en stigende tendens til ensomhed blandt voksne mænd. Forklaringerne herpå er mange, løsningerne heldigvis ligeså – især hvis man, ligesom med pension, sætter ind tidligt.

Et medlemskab af Den Danske Frimurerorden er livslangt. Det betyder, at man udover det rituelle logeliv også opbygger et kendskab og venskab til hinanden.

Lidt som en folkeskoleklasse; selv dem fra din klasse du ikke talte allermest med, var du alligevel tæt på gennem livets op- og nedture i 10-11 år. Det giver et kendskab og en tryghed, der for mange mænd kan være svært at finde uden for familiens skød. Omend modsat din klasse, og mere som din udvidede familie, er I her ikke bare sammen ved et tilfælde – men fordi I deler idealer og udviklingslyst.

Som medlem af en loge i 30-40 år eller mere, vil du have årgangsbrødre, der har været med dig gennem dit livs nederlag og sejre. De kender dig og du kender dem, og sammen hjælper I de nytilkomne brødre med at finde sig til rette i fællesskabet, ligesom I drager omsorg for de ældre brødre, der hjalp jer i sin tid. Venskaberne strækker sig langt udover arbejdet i logerne, men tiden brugt sammen dér lægger et fundament for at være hinandens livsvidner.
Kilde: Den Danske Frimurerorden

Velgørenhed

Ordenen hviler på et kristent fundament, hvor næstekærligheden og alle menneskers ligeværd er i højsædet. Barmhjertigheden, der udspringer af næstekærlighedsbuddet, får et konkret udtryk igennem Ordenens velgørende arbejde.

Barmhjertighed og hjælp til nødlidende har altid været en mærke- sag for Ordenen. Måden denne barmhjertighed er kommet til udtryk på, har dog ændret karakter i tidens løb. I gamle dage havde frimurerbrødre personlig kontakt til fattige og trængte familier og enkeltpersoner, som de understøttede direkte.

I dag donorer Den Danske Frimurerorden primært penge til specialiserede hjælpeorganisationer, der udfører et almennyttigt eller velgørende arbejde. De ved, hvordan midlerne bedst udnyttes til gavn for modtagerne. I de senere år har især danske hospicer, socialt udsatte samt voldsramte kvinder og børn haft Ordenens opmærksomhed.

Under logearbejdet indsamles der midler blandt os frimurerbrødre. Vi giver, hvad vi mener at kunne undvære. Pengene bruges til velgørende formål, men Ordenen anvender også fondsmidler og afkast på værdipapirer til donationsformål.

De største beløb uddeles af Velfærdsdirektoriet fra Ordenens hovedsæde i København, men mange loger rundt- omkring i landet donerer også betydelige midler til almennyttige, velgørende og kulturelle formål i lokalsamfundene. Ordenen udøver desuden barmhjertig- hed inden for egne rækker, når en broder eller hans familie står i en vanskelig livssituation.

At udvise næstekærlighed og udøve barmhjertighed er en grundlæggende pligt for alle mennesker, men for os frimurerbrødre er det hjerteblod. For næstekærlighed og barmhjertighed er en del af den frimureriske DNA.

Ordenen går langt for at hjælpe mennesker i nød, men der ydes ikke tilskud til drift og vedligehold på områder, hvor velfærdssamfundets sikkerhedsnet forventes at fungere. Ordenens velgørenhed sigter på at hjælpe der, hvor behovet er størst, og hvor offentlige bevillinger ikke rækker.
Et medlemskab af Ordenen giver dig mulighed for at deltage i mange kulturelle aktiviteter, for landets loger arrangerer hvert år bl.a. koncerter, museumsbesøg, udflugter til ind- og udland, foredrag og Open by Night arrangementer.

Ordenens vigtigste aktivitet er selvsagt det frimureriske arbejde, men frimureriet giver dig også mulighedfor at deltage i mange andre aktiviteter i eller omkring logen.
Allerede fra begyndelsen af det moderne frimureri i 1700-tallet havde brødrene sans for kultur, kunst, musik, filosofi og historie, og denne interesse lever i bedste velgørende.

Flere steder i landet råder Ordenen desuden over smukke, historiske bygninger, der i sig selv er en kulturoplevelse. De fleste danskere har alene set en frimurerbygning udefra, men den rummer en indre skønhed, der ikke kan beskrives, men som skal opleves. Mange ordensbygninger har fra begyndelsen været opført til Ordenens behov og rummer derfor både logesale, bibliotek, museum og selskabslokaler.

Musik er også en vigtig del af frimureriet, og hvert år arrangeres der en række koncerter både i Stamhuset i København og i logerne rundtomkring i landet – ofte med hjælp fra de professionelle musikere og sangere, der er medlem af Ordenen.

Litteratur spiller ligeledes en vigtig rolle i Ordenen. Alene Ordensbiblioteket i København råder over en bogsamling på ca. 52.000 bind om bl.a. frimureri, filosofi, etik, religion og historie. Emner, som vi brødre studerer og drøfter, når vi mødes. Ordenen har også en forskningsloge ved navn Friederich Münter, der hvert år arrangerer logemøder, foredrag og seminarer om både velkendte frimureremner og nye forskningsresultater.

Mange loger og brødre arrangerer deres ture ikke bare rundt i Danmark, men også til udlandet. Frimureriet er universalt og globalt, og der findes selvstændige frimurersamfund i det meste af verden. Det giver danske brødre mulighed for at møde brødre fra udenlandske loger, der arbejder med andre frimurersystemer med afsæt i deres historie, traditioner og kultur. Det giver et nyttigt perspektiv på det svenske system, som Ordenen arbejder efter.

Frimureriet kan kort og godt beskrives som en uudtømmelig kilde, hvorfra vi henter dyb livsfilosofi, meningsfuldt samvær og store kulturoplevelser.