Historie og viden om frimuriet i Horsens

Frimuriet i Horsens – De Ni forenede Hjerter.
Frimuriet i Horsens har en lang og stolt tradition. Faktisk var frimurerlogen i Horsens den første i Jylland helt tilbage i 1778.
Dette kan du kan få uddybet nederst i denne artikel  under overskriften “Lidt mere historie”.

Frimurerbrødrene i Horsens repræsenterer et bredt udsnit af borgere i Horsens og opland, hvad angår alder og beskæftigelse.
Frimureri er for alle som har en interesse i livets sammenhæng, kultur og medmennesker.
At blive medlem af Ordenen giver samtidig en unik mulighed for at stifte venskaber for livet med andre brødre.

Sådan mødes vi.
Logearbejdet foregår typisk hver tirsdag i sæsonen september – april.

Vi mødes i kjole og sort vest – idet frimurere anser livet for en gave, som vi fejrer hele livet, og rent symbolsk udtrykker vi dette ved at iklæde os det fineste fest tøj, vi kender, når vi mødes.

Aftenen er opdelt i tre dele.
Første del når vi mødes mellem kl. 1800 og 1900. Her hilser vi på hinanden og gør os klar til anden del.

Anden del  kalder vi det “Rituelle arbejde”. Her arbejder vi med Ordenens ritulaer, hvorved vi skaber et frirum til eftertanke og fordybelse. Det er også her vi gennemfører optagelser og forfremmelser til højere grader.

Når anden afdeling er afsluttet, går vi til tredje del. Her mødes vi over det vi kalder brodermåltidet og taler med dem vi er omgivet af.
Aftenen afsluttes med kaffe og musik. Vi er typisk på vej hjem inden kl. 2300.

En logeaften er kort sagt et åndeligt og socialt helle i en travl hverdag,  – et sted, hvor du stimuleres mentalt, stresser af, finder overskud og hygger dig med ligesindede.
Og det glæder og gavner både dig selv og dine omgivelser.

Vil du vide mere?
Vi afholder meget gerne et personligt informationsmøde for dig, hvis du går med overvejelser om optagelse i De Ni Forenede Hjerter.
Du kan til enhver tid kontakte Frimurerlogen i Horsens her.

Lidt mere Historie.
Den første frimurerloge i Horsens blev stiftet i året 1778 som den første frimurerloge i Jylland af officerer fra det “Sleviske Kyrasser Regiment”, der havde garnison i byen, samt en del af byens borgere – tilsammen 17 frimurerbrødre, der var underlagt  St. Knud til den gyldne lindorm Orient Odense.
Horsensbrødrene var oprindelig optaget så spredt som i Odense, Slesvig og Hamborg.


Indvielsen af logen i Horsens blev foretaget af den ordførende mester for Solomo zum goldenen loeven i Slesvig, br. Dorgelo, den 29. januar 1779.
Logen fik, efter ansøgning til hoffet, tilladelse til at tage navn efter Sophia Friderica, prinsesse af Mecklenburg-Schwerin (1758-94), der i 1774 var blevet gift med arveprins Frederik.
Logens navn blev: ”Sophia Friderica til de ni forenede hjerter”

Logen blev opløst i år 1794, men frimurertanken døde ikke i Horsens og i 1869 startede en kreds af brødre Horsens Murerforening, der i 1911 blev til en St. Joh. Instruktionsloge.

I 1924 blev navnet ændret til Horsens Broderforening – navnet blev i 1935 ændret til:  De Ni Forenede Hjerter, der i 1949 blev arbejdende Sct. Johannesloge, med ret til at optage nye medlemmer, samt forfremme til II- og III grader.Logen har i dag ca.200 medlemmer

I 1993 blev logearbejdet i Horsens beriget ved indvielsen af en St. Andreas Instruktionsloge:Sophia Friderica, der arbejder under Sankt Andreaslogen De Fire Roser i Århus.Logen arbejder i 4.- 5. og 6. grad og har ca. 150 medlemmer.

Logebygningen i Havneallé 1.
I den smukke bygning beliggende Havneallé 1 i Horsens afholder Sankt Johanneslogen De Ni Forenede Hjerter og Sankt Andreas-instruktionslogen Sophia Friderica sine møder.

Bygningen blev overtaget i 1924, og den blev straks udbygget og indrettet som ordenshus. Den er gennem årene blevet moderniseret og restaureret flere gange og fremstår i dag såvel udvendig som indvendig som en pragtfuld og meget velegnet ramme om logearbejdet i Horsens.
Over døren til logesalen ses et relief, der er et minde om det første frimureriske arbejde i Horsens, som begyndte helt tilbage i 1778. Relieffet er en kopi af et relief, der den dag i dag kan ses over porten til Søndergade 41, hvor det første frimureriske arbejde fandt sted.

Du kan læse mere om de formelle krav for optagelse her.